Risikobaseret Dimensionering 2025-2028
Baggrund for udarbejdelse af plan for risikobaseret dimensionering
Grundlaget for udarbejdelsen af en plan for risikobaseret dimensionering er den politiske aftale om brandvæsenet fra 2002. Her blev det vedtaget af et enigt Folketing, at det kommunale brandvæsen skal tilpasses ud fra en vurdering af de lokale risici. Samtidig blev det besluttet, at brandvæsenets forebyggende aktiviteter skal styrkes, fremfor at dimensioneringen skal baseres på faste statslige krav.
Dette betyder konkret, at kommunens redningsberedskab skal identificere og analysere risici inden for kommunen. På baggrund af denne analyse skal kommunalbestyrelserne i ejerkommunerne fastsætte et serviceniveau for brandvæsenet samt dets organisation og opgaver m.v. Analysen skal omfatte både de forebyggende aktiviteter og det operative beredskab, jf. bekendtgørelse nr. 1085 af 25. oktober 2019 om risikobaseret dimensionering af det kommunale redningsberedskab. Denne bekendtgørelse beskriver, hvordan det fastsatte serviceniveau skal implementeres og efterleves.
Sydøstjyllands Brandvæsens dimensioneringsplan for perioden 2025-2028 er udarbejdet med afsæt i Beredskabsstyrelsens vejledning samt på baggrund af tidligere erfaringer med dimensioneringsarbejdet.
Planen opdeler hændelser i tre kategorier: hverdagshændelser, større hændelser og ekstraordinære hændelser. Hverdagshændelser forekommer så hyppigt, at de er direkte bestemmende for det kommunale redningsberedskabs størrelse, struktur og fordeling på de enkelte brandstationer, herunder deres geografiske placering og udrykningernes sammensætning. Håndteringen af hverdagshændelser er baseret på analyser af udrykningsdata fra de to foregående dimensioneringsplaner (2016 og 2020) samt data og erfaringer fra de seneste fire år. Der foreligger således et solidt og veldokumenteret empirisk grundlag.
Det anbefales dog at læse planen i sin helhed, da den indeholder en grundig gennemgang af det beredskab, som Sydøstjyllands Brandvæsen stiller til rådighed for borgere, virksomheder og institutioner i området.
Læsevejledning
Kapitel 1 introducerer læseren til dimensioneringsplanen for 2025 og opsummerer de væsentligste ændringer siden 2020. Kapitlet indeholder desuden en kort præsentation af Brandvæsnets organisation og processen bag planens udarbejdelse. Efter en gennemgang af de metodiske overvejelser afsluttes kapitlet med en opsummering af de ændringer, som planen medfører for Sydøstjyllands Brandvæsen.
Kapitel 2 omhandler områdets risikoprofil. Først identificeres aktuelle risici (afsnit 2.1), herunder udviklingen i bygningsmassen, klimaudfordringer, den grønne omstilling og sikkerhedsrelaterede hændelser. Risikoidentifikationen tager afsæt i offentligt tilgængelige kilder, herunder Beredskabsstyrelsens publikation Det Nationale Risikobillede 2022. Herefter analyseres hverdagshændelser, større hændelser og ekstraordinære hændelser (afsnit 2.2). Hverdagshændelserne behandles på baggrund af statistiske data fra ODIN (brandvæsnets Online Dataregistrerings- og Indberetningssystem), og det vurderes, hvordan placeringen af Sydøstjyllands Brandvæsens operative ressourcer påvirker responstiderne i dækningsområdet.
Større hændelser analyseres gennem 18 kvalitative scenarier, som repræsenterer realistiske og relevante hændelser for dækningsområdet. Ekstraordinære hændelser er ikke direkte dimensioneringsgivende for ét fælleskommunalt beredskab, da de per definition er så omfattende, at deres håndtering forudsætter sektoruafhængigt samarbejde og koordination på tværs af flere beredskaber. Robustheden i forhold til disse hændelser analyseres nærmere i afsnit 2.2.3.
Kapitel 3 beskriver det fremtidige serviceniveau i Sydøstjyllands Brandvæsen. Indledningsvis gennemgås det forebyggende arbejde (afsnit 3.1), herunder brandteknisk byggesagsbehandling og -rådgivning, brandsyn samt behandling af tilladelser i relation til fyrværkeri, afbrænding og midlertidige arrangementer. Afsnittet afsluttes med en præsentation af det borgernære forebyggelsesarbejde. Herefter følger en detaljeret gennemgang af det operative beredskabs serviceniveau (afsnit 3.2), herunder responstider, brandstationers placering, bemanding, indsatskapaciteter, disponering, udrykningssammensætninger, operativ ledelse og krisestyring.
Afslutningsvis behandles uddannelse og kompetenceudvikling, kommunale forpligtelser vedrørende vandforsyning til brandslukning, indkvartering og forplejning af evakuerede samt samarbejdsaftaler med andre beredskaber i henhold til beredskabslovens §§ 13 og 18.
Rigtig god læselyst
Sydøstjyllands Brandvæsen 2025