Råd til landbruget; undgå markbrand

Høsten står for døren, og den hektiske aktivitet kan give anledning til høstbrande.

Med nogle enkle tiltag kan du reducere risikoen betragteligt – og være bedre beredt, hvis uheldet alligevel skulle være ude:

Før høstarbejdet:

  • Sørg for at maskinen er vedligeholdt – smør maskindele, efterse remme, kontrollér køler og kølerslange, efterse det elektriske system, tjek bremser og lejer, udskift tærede og slidte dele og fjern rustskaller fra udstødningsrør
  • Sørg for at slukningsudstyr er på plads og virker. Det kan være en god idé også at medbringe branddaskere/bladriver eller lignende
  • Klargør og parkér gerne en ekstra traktor med vandfyldt marksprøjte eller andet udstyr med et redskab, der kan bruges til at lave et brandbælte eller anvendes som slukningsredskab ved den mark, du skal høste
  • Tjek www.brandfare.dk for risikoen for, at brand kan opstå og spredes i naturen

Under høstarbejdet:

  • Rengør jævnligt maskinen og rens særligt køleren og udstødningssystemet for støv og avner
  • Skærp din opmærksomhed, jo tørrere, varmere og mere blæsende det er
  • Giv dig selv og udstyret nogle pauser. Lad dog ikke den varme maskine stå stille på områder med høj tør bevoksning eller tæt på andet let antændeligt
  • Husk mobiltelefonen til eventuel alarmering
  • Undlad tobaksrygning under høstarbejdet

Hvis uheldet alligevel er ude:

  1. Bring altid dig selv og andre personer i sikkerhed – hvis muligt, så drej køretøjet mod vinden, så du undgår røg og flammer mest muligt ved udstigning
  2. Ring omgående til brandvæsenet på 1-1-2
  3. Hvis det er muligt, så prøv at begrænse eller standse branden uden at udsætte dig selv eller andre for fare:
  4. Brug pulverslukker og håndslukkere til brand på maskiner
  5. Brug vand til at slukke ild i afgrøder, halm, støv, avner m.v.
  6. Lav evt. et brandbælte i afgrøderne umiddelbart uden for brandens rækkevidde, hvis du har forberedt udstyr til dette
  7. Tag højde for vinden – ild spreder sig i vindretningen
  8. Modtag brandvæsenet – en ”vejlods” vil kunne guide brandvæsenet den hurtigste vej

Vær i øvrigt opmærksom på, at det ikke kun er mejetærskeren, der kan være ”synderen”, men også halmpresseren.


Følg risikoen for brand på www.brandfare.dk